Urininkontinens! Fint og fancy ord. Vandladningsgener, tjaaa, lidt mere menneskeligt ord. Tisser i bukserne, ja nu forstår jeg hvad det handler om. Når man når til erkendelsen: ’det er mig selv, der tisser i bukserne’, så er der ikke rigtig så meget at råbe hurra for. Det er fandme pinligt, det er jeg da ikke gammel nok til, hvorfor lige mig – ja jeg har haft rigtig mange af disse tanker og mange flere end det.
Jeg troede, helt uden tvivl, at det nok skulle blive godt igen, da jeg bristede ved min første fødsel. Det var jo bare en periode, det kunne jeg jo genoptræne. Desværre blev det ikke så nemt som jeg først lige havde håbet. Lægerne sagde de måske kunne hjælpe mig, men først når jeg var færdig med at få børn, da en evt. operation, for at lette tyngden og slapheden i underlivet, ikke vil kunne bære en graviditet. ’Adios’, sagde jeg så. Skulle da ikke nøjes med et barn.
Efter andet barn, og en langt fra behagelig graviditet, så var det slut, nu kunne jeg opsøge nogle der kunne hjælpe. Nu måtte ufrivillig tisseri og smerter kunne forsvinde. Det blev en lang proces, med undersøgelser, vurderinger, 3 operationer og gud ved hvor mange der kigget op i mit underliv!! Skræmmende nok blev jeg næsten vandt til det. Alle kvinder kender følelsen af at skulle placere sig på den skide briks og smække benene op i to bøjler. Hvor nedværdigende det er og total blottet for alt. Vi kvinder er sgu seje, vi ’sluger godt nok nogle kameler’ gennem livet. Vi skal jo selvfølgelig ikke glemme, at mange mænd også har inkontinens og det må godt nok også være grænseoverskridende for dem.
Nå, operationer overstået, mere arvæv, op-syet blære, mindre tyngde fornemmelse og færre smerter. Yayhh!!! MEN, desværre ingen bedring i tisseriet – suk. Jamen hvad så nu?
Nu forsøger jeg, at få det bedste ud af det, følger lidt med i forskning, hjælpemidler og mest og bedst af alt; jeg får snakket om det. Jeg kunne ikke forestille mig, ikke at tale om det. Noget der hver eneste dag giver gener, men ikke kunne/ville tale om det, så tror jeg det vil føles som om, at jeg skulle skjule en kæmpe del af den jeg er.
Min mand og jeg er langt fra enige om, hvor meget man skal dele om sig selv, da det jo er en meget privat ting at tale om sit underliv, og det er jo heller ikke et emne som normalt snakkes om ved spisebordet.
Jeg tænker, ud over det er pinligt og nedværdigende at have problemer med at holde på vandet, så er det også et tabu at tale om det, og helt sikkert derfor det er et tavst område. Det er som om, at det helst skal ties. Lidt ligesom i gamle dage, hvor man ’bare’ var tosset, for der var ikke noget der hed psykiske sygdomme. Man skulle i hvert fald ikke tale om det.
Jeg lever selv med en psykisk diagnose, og var lykkelig da min mor i starten sagde meget tydeligt til mig; ’det her skal ikke være hemmeligt, vi skal tale om det’. Det kom som et chok, da mine forældre begge kommer fra vestjyske familier og snak om følelser, var bestemt ikke hverdagskost.
Min mand havde også svært ved min åbenhed omkring mine psykiske udfordringer, men med tiden er han blevet tryg ved det, og kan selv italesætte, hvordan det også kan påvirke ham. Hallo, så er vi lige præcis der hvor jeg gerne vil hen, for når vi kan sætte ord på, kan vi hjælpe hinanden. Ikke mindst sig selv.
Om min mand kommer til at vænne sig til min åbenhed omkring min inkontinens og andre gener jeg har i mit bækken, ved jeg ikke. Jeg tager langt hen ad vejen rigtig meget hensyn til ham, også for at beskytte de følelser, han også står med i dette. Ved ikke om jeg så er selvisk, at jeg alligevel taler om det trods hans mening, men føler det er måden jeg kan ’rede mig selv’.
Jeg kan godt finde på at tale med mennesker jeg ikke kender ret godt om det, hvis de virker interesseret. For mig er det en del af anerkendelsen af en gene, som jeg skal lære at leve med og sandsynligvis kun bliver værre, jo ældre jeg bliver.
Fx havde jeg ved tavshed ikke vidst noget om, at der bliver udviklet inkontinens undertøj til både børn, mænd og kvinder. Hold nu kaje det er genialt. Jeg HADER bind og indlæg. Jeg føler mig ulækker, klam og lugtende med bind – og hader at skulle skifte og mindes om mine gener, hver gang jeg er på toilet. For mig skaver og irriterer de også min hud, det gør det jo ikke meget bedre.
Trusser med indbygget indlæg, tja hvorfor ikke prøve det. Blev heldigvis positiv overrasket over, hvad det egentlig gjorde for mig og på flere parametre. At man kan undvære et indlæg/bind, føltes fantastisk. Endda tog det også nogle af lugte-generne jeg altid selv synes jeg kan lugte – fedt! For mig var det nødvendig at trusserne er højtaljede, pga. mine nedre mavesmerter, og heldigvis udbød 444 det. Jeg har andre højtaljede trusser, men mange af den laver ofte min popo til 4 baller – og hallo, det gør disse ikke – wup wup. Så nu har jeg trusser jeg sagtens kan have indenunder mine højtaljede leggins uden at jeg føler ballerne flyver over det hele.
Min første tanke var, at det vil kunne gøre en mental forskel ved rigtig mange, som netop har brug for at gå med et ret stort bind. Oveni er det jo bestemt heller ikke billigt at købe. Miljømæssigt er vi jo snart også trænet i at tænke over i alt hvad vi gør – så bingo, nu er jeg sørme også miljøvenlig i min inkontinens problematik. Tænk hvis inkontinenstrusser, ligesom bleer, kan bevilges som et hjælpemiddel, altså en økonomisk støtte, for en varig gene der virkelig kan påvirke ens livskvalitet. Tror på det kan gøre en kæmpe forskel for mange, så jeg har allerede bredt min erfaring vidt og bredt med positiv respons, og flere der tror de vil investere i det.
Livskvalitet, hvordan bevarer jeg den, blev jeg en dag spurgt om. ’Hvordan kan du virke så glad og energisk, når det du fortæller, virker til at kunne slå hvem som helst ud af kurs’. Jeg sagde til hende at det var takket være andre ligesom hende som gad lytte og var positiv nysgerrig. Forklarede at jeg bruger det som en slags terapi at få snakket det igennem, og netop ikke gå med det selv og bygge en vrede, en sorg og en hverdag der bliver så påvirket af denne udfordring og gene, at alt udenom ikke fungerer. Det er langt fra hver dag jeg snakker om det, heldigvis er der meget andet godt i mit liv og det vælger jeg at værdsætte og rette mit fokus på.
Og jo, der er dage hvor det fylder mere end andre. Jeg forsøger altid at have det med i tankerne når jeg skal noget, for at forberede mig på eventuelle situationer. Vigtigst for mig er, at jeg ikke skal vælge for meget fra, at jeg ikke begynder at sige nej til de ting der giver mig livskvalitet og glæder. Jeg tror, at en stor del af de personer der har urininkontinensproblemer ofte, bliver hjemme eller i hvert fald holder sig til et sted de føler sig trygge og nær et toilet. Siger fra i stedet for fx at tage med på en tur, til en koncert, i forlystelsespark eller hvad det måtte være, hvor der kan være langt til et toilet eller forekomme kø.
Hvorfor tror jeg så det, jo fordi tankerne strejfer mig i min planlægning og tilrettelæggelse i de valg jeg vælger i min hverdag. Jeg bruger meget humor i min hverdag, elsker grin og glade mennesker, og er normalt selv glad og positiv af sind. Bare rolig, er langt fra Ole Henriksen-glad, men har tendens til ofte se det positive ting i alle situationer, et eller andet godt må der være. Jeg er nok en af dem der kan få lidt positiv gejst, ved at sammenligne mig med andre og deres liv, som for mig ville føles værre. Det virker nok lidt bizart, men hvis andre kan klare det, så skal jeg nok også. Man må finde det der kan virke, hvis man er i en negative tankemæssig spiral.
Ud over min inkontinens, har jeg også en del smerter i bækkenet, hvilket gør, at jeg skal økonomisere med mine fysiske udfoldelser, her mener jeg aktivitet. Jeg ELSKER chokolade, så er nødt til at lave noget aktivt, hvor jeg kan forbrænde lidt af indtaget igen. Jeg er gammel håndboldpige, men har måtte erkende at det ikke går mere – hvem gider at spille og træne med en der laver et hopskud og efterfølgende stivner og siger: ’Fuck, jeg tissede i bukserne’. Så farvel til håndbold og goddag dans. Heldigvis udbyder vores lokale forening et hold der hedder ’Danseglæde for kvinder’. Her kan alle med alle slags skavanker være med, da man selv bestemmer hvordan man danser og i hvilket tempo. DET ER FANTASISK. Slukket lys, en tændt lyskæde og en lille følelse af dansegulvet en lørdag aften sammen med glade kvinder, god blandet musik og bare dans som kroppen gerne vil. Nu vel, jeg har ondt bagefter, om natten og næste dag.
Men jeg har valgt at det er sådan. Jeg har prioriteret at sådan er det om mandagen. Jeg har fået planlagt at jeg har min faste fridag fra arbejdet om tirsdagen, for så kan jeg aflaste og få sovet det jeg ikke så godt har kunnet om natten. Min gene omkring tyngdefornemmelse og følelsen af jeg ikke kan tømme blæren er også mere udtalt efter dans, og derfor er mine natlige toiletbesøg også forøget natten til tirsdag. Det at jeg ved det og er forberedt på det, fordi jeg selv har prioriteret at det skal være sådan, fordi jeg ved, at de halvanden time hver mandag, er det værd.
Sådan prioriterer jeg, hvis det er muligt, mine uger. Jeg kan ikke både foretage rengøring, havearbejde og gå en lang tur med en veninde indenfor få dage. Det skal fordeles og tages i etaper hvis muligt, for ellers øges både smerter, men også mine ufrivillige dryp i bukserne.
Ja, jeg bander det væk, at jeg skal døje med en gene, som tidligere i min verden, kun høre til ældre mennesker. Nu er jeg i den situation hvor det er mig det har ramt, hvad kan jeg gøre?
Lige nu er jeg ved at skrive om det – tænk hvis det kan gøre en forskel for et andet menneske. Måske en anden tør sætte ord på sine egne problemer, tale om det og evt. vælge tiltag der kan give øget livskvalitet. Det kunne jo være at opsøge hjælp, handle på skjulte gener, afprøve inkontinenstrusser frem for bind, forsøge at finde tanker, aktiviteter, tiltag der kan ændre tanker og fokus – hvem ved hvad der kan hjælpe. Evt. har jeg blot kunne give en et smil på læben, det vil være guld værd for mig.
Det jeg kan håbe på, er at det ikke forbliver et tabu at være inkontinent. For jeg tror, at vi er rigtig mange i samme ’båd’, men mange er tavse. Er du tavs? Har du isoleret dig mere? Føler du dig ensom? Føler du hver dag, at din krop ikke fungerer og en følelse af at være uren? Så har du fuld forståelse fra min side. Håber for dig at du ligesom jeg har gjort vil søge hjælp, tale om det, måske bare en lille gene kan forbedres og øge kvaliteten i din hverdag. Jeg kan i hvert fald garantere, at du ikke er den eneste med urininkontinens, og derudover tror jeg vi alle har andre gener oveni, da vi ikke alle har samme årsag til at det er tilkommet.
Min erfaring ved at tale om det, er generelt positiv. De fleste er nysgerrige, andre lytter og så er der nogle der trækker sig, fordi det bliver for grænseoverskridende. Og fedt at de gør det, de står fast ved en grænse og gør det tydeligt at det ikke er sammen med dem jeg skal udøve min ’selvterapi’.
Vil slutte min lille beretning om mig selv og et lille indblik i min ’dryppende’ verden, med klart at anbefale 444’s produkt. Synes det er en fantastisk tilgang og vision. At tabu skal mindskes og at de rækker ud efter alle køn i alle aldre, børn, unge og ældre samt syge eller handicappede med inkontinens udfordring. Hurra for dette fokus og den gejst 444 har for at hjælpe alle os med udfordringer.
Pas på dig selv, find glæde og løsninger der matcher netop dig – det virker for mig.